B for brevveksling (1)

Hen­ven­del­sens gestus og kor­re­spon­dan­cens poesi

I

Rummets susen

En sen efter­mid­dag med grå, grå skyer uden for vin­duet og et enkelt dis­træt opslag i Morten Nielsens efter­ladte digte, mere skal der ikke til, så rammer dig­te­nes direkte hen­ven­delse mig igen:

Nu er de andre gaaet.
Du sover med ansig­tet lukket
        og Stil­he­den mod din pande,
som lyt­tede du til noget,
ingen endnu har sagt dig

Her tales der nært og tæt med én, der ikke svarer. Det sker igen og igen i de efter­ladte digte, ordene du, dig og din løber takt­fast fra side til side, fra digt til digt, verse­lin­jerne griber ud i tom­he­den efter en anden og for­sø­ger at gøre afs­tan­dens dimensio­ner til en form for fælles rum at opholde sig i og blive bevæ­get af:

Nu er du med
i det, der rammer mig …

Og nu er du
en Dybde under mine Tanker …

… der hvor Krop­pens egen Tanke gaar,
naar Søvnen staar som en Aande i mit Haar.

Du var betyd­nings­fuld,
    der i det Rum hvor du stod

… Og nu er du atter alene.
Din Vej er en Søgen, som min.
        Den er ogsaa en Flugt,
Som fører dig ud mod den tomme, susende Himmel
og indad …

Du gaar ved Siden af mig nu
og gaar alene dér

I Kri­gere uden Vaaben, den enlige digt­sam­ling Morten Nielsen fik udgi­vet i 1943, året før sin død, er de direkte hen­ven­del­ser mindre domi­ne­rende. Udsi­gel­serne svin­ger takt­fast frem og til­bage mellem han, vi, du, de, jeg, han igen, du igen, vi igen, du igen og så frem­de­les, inden sam­lin­gen slut­ter med en enlig skik­kelse, der sætter sin skul­der mod tom­he­den og lader sig omslutte af verden:

… mile­vide Ver­de­ner omkring mig:
Et lejet Værelse, en Jord der ruller
med mine Kuf­fer­ter, som staar parate.
Og Rum­mets lange susen om min Skul­der.

Hvor besyn­der­ligt at stå sådan, midt på gulvet i en lille lej­lig­hed på Ves­ter­bro toog­tre­dive år efter at have læst disse linjer for første gang, og med ét indse, eller i hvert fald for første gang for­mu­lere for mig selv, at Morten Nielsens poesi, ja, nok hele for­fat­terska­bet, er spændt ud mellem at stå alene i verden og at stå alene med en anden, og også tale til denne anden, med den største for­tro­lig­hed, uden klar for­vent­ning om et svar …

Henvendelsens gestus og ømhedens poetik

“Jeg bærer ingen­ting”, men har dog “en ny For­vent­ning til det tomme”, lyder det til sidst i Kri­gere uden Vaaben. Både for­vent­nin­gen og tom­he­den bliver til san­se­lige erfa­rin­ger; lige­som elekt­ri­ci­te­ten i ner­verne og blodet i årene syder, suser og bruser de.

Denne nye og san­se­ligt rige for­vent­ning til det tomme mar­ke­rer sig fint som forud­sæt­ning for de efter­ladte digte og det for­tæt­tede mod­sæt­nings­fulde ved at tale så for­tro­ligt med én, som på en og samme tid er helt fra­væ­rende, opslugt af sin søvn, og allige­vel til stede, tavst mod­ta­ge­lig for ord, som ingen endnu har sagt, og så uhyg­ge­ligt tæt på, at det er muligt at bøje sig ned over den soven­des ansigt og høre ånde­dræt­tet, denne stille pusten.

Efter at have lyttet mig ind i det susende rum mellem to per­soner, én vågen, en anden sovende, efter at have fået en bedre for­nem­melse af de registre, der vækkes dér, lyder det nu, som om Kri­gere uden Vaaben også får sin mest direkte og ind­træn­gende tone, når en anden til­ta­les for­tro­ligt, af og til føl­somt og lyrisk, andre gange enkelt og hårdt:

Du siger jeg ikke er ærlig.
Jeg er mere ærlig end du.
Jeg er tro­fast imod en Tro­fast­hed
du lang­somt har slidt itu.

Du siger jeg var for flyg­tig.
Det er sandt, og det maatte jeg være.
Mine hænder blev svage, fordi du
ingen­ting gav dem at bære

Der er ikke læn­gere meget at være i tvivl om, er der?

For mig at se er der få andre danske for­fat­tere i det 20. århund­rede, der har hånd­te­ret selve den gestus det er at hen­vende sig til en anden så suve­rænt og med et så omfat­tende regis­ter som Morten Nielsen, fra den insis­te­rende tone i de mest despe­rat knu­gende linjer til den drilske hån i andre, fra lyrisk og san­se­lig besyn­gelse, der for­ener forår og for­els­kelse, til aggres­sive afvis­nin­ger og rolige øje­blikke af selv­ind­sigt, af og til veks­lende has­tigt fra én linje til den næste, andre gange i fri bevæ­gelse igennem for­fat­terska­bet, fra dig­te­nes kon­dense­rede øje­blikke og novel­ler og kro­nik­kers tids­ty­piske hver­dags­uni­vers til bre­ve­nes ind­le­dende hilsen, for­tælle­glæde, prak­tiske oplys­nin­ger og rene beken­del­ser:

Giv mig dit nøgne Ansigt

Nu skal du gaa paa mig, saa let som Lys

Hvem ville ikke gerne én gang i livet bruge så bydende ord? Hvem ville ikke gerne én gang i livet til­ta­les med samme krævende dris­tig­hed og sans for en deling af til­væ­rel­sens let­teste berø­ring?

Det er linjer, der lyder som kær­lig­heds­poesi. De er eks­klu­sive uden at være reser­ve­ret én slags for­hold. I digte til de nær­meste venner gribes der lige så for­tro­ligt og direkte ud efter den anden. Kun dig­te­nes mere rene og skulp­tu­relle form adskil­ler dem fra lig­nende udmel­din­ger i de has­tigt nedfæl­dede breve:

… hvis du tar mod mig nu,
tar du mod Svig og Skam.
En Ven har jeg svig­tet. Favner
du mig, maa du favne ham.

Sorg, som min Mor har lidt,
og jeg ikke villet se,
vil svide mod dig den Nat,
du møder min ild med din Sne

Titlen “R” afslø­rer, at digtet er skre­vet til vennen Morten Ruge. Ruge er også mod­ta­ge­ren i den post­hume sam­ling Breve til R, hvor Morten Nielsen omhyg­ge­ligt gør rede for, hvad poesi, venskab og for­tro­lig­hed betød for ham, i liv såvel som skrift:

Du har Ret i det. Man skal ikke Digte om Livet, man skal skrive Digte, der selv er Liv. Og man skal ikke ved en Måneds kon­cen­tre­ret Arbejde skrive et Digt om Nuet. Man skal ikke sige: “Saadan er det.” Man skal la det være saadan.

Jeg er et under­ligt inde­slut­tet Men­neske paa én Facon. Men jeg træn­ger paa den anden Side til en Mængde Ting. En af de Ting er Ømhed.

Jeg har som­me­ti­der mast mig ind i Armene paa (…) Piger, og de har ikke haft Begreb om hvad de skulle stille op med saadan et stort, langt Men­neske, der aaben­bart ikke havde tænkt sig at foreta sig noget sær­ligt der­inde.

Denne Trang har ogsaa været til Stede, naar jeg har været Ven med nogen. Det har ikke noget med Sex at gøre. Da jeg gik i Mel­lem­sko­len kom jeg en Over­gang meget sammen med en Fyr. Hver Dag. Jeg havde en varm og fin For­nem­melse af noget fælles, og saadan har alle Drenge det i alle Drenge­ven­ska­ber. Men jeg rørte aldrig nogensinde ved ham, jeg tror ikke, vi har givet hin­an­den Haan­den en eneste Gang. Jeg tror ikke, der kan ha været Tale om noget homo-sek­su­elt. Jeg følte – det er vove­ligt at bruge Ordet, men jeg bruger det i Tillid til din Døm­me­kraft – Ømhed over­for den Dreng.

Og her, i et digt, der mimer brev­lin­jer til en anden ven, som måtte finde sig i at blive ind­lagt efter et nerve­sam­men­brud, er tone­fal­det først kon­fron­ta­to­risk, despe­rat, med ét lyrisk illu­mine­ret og tak­tilt:

Husk da for Fanden
naar du vaag­ner og med Øjnene søger Sol­ly­set,
at nu vaag­ner de ogsaa
paa Hos­pi­ta­lerne og i Fængs­lerne, og at Solen
nu stry­ger for­gæ­ves hen­over den luk­kede Jord paa Kirke­gaar­dene

Det undrer mig nu om ikke den spæde, for­års­friske for­els­kelse, som er et så prægnant motiv i Morten Nielsens poesi, og de løfter om opvåg­ning og nye begyn­del­ser, som for­året og for­els­kel­serne deler, ikke mere er en anled­ning til at skrive til andre end de dig­te­riske hoved­mo­ti­ver, som andre har fundet i hans digte?

Henvendelsens kunst

Grebet ud i tom­he­den

Efter at have tænkt over det et par dage står Morten Nielsen for mig først og frem­mest som hen­ven­del­sens digter, den direkte hen­ven­delse, den tomme hen­ven­delse, den umu­lige hen­ven­delse, hen­ven­del­sen som en gestus, der ind­dra­ger andre og træk­ker dem ind mod ens eget liv, helt tæt på, ind i det, selv i det liv, der kun er poesi, rent digt …

I forord, efter­skrif­ter og por­træ­t­ar­tik­ler frem­hæ­ves Morten Nielsen typisk som besyn­ger af for­årets og efter­årets natur og af for­els­kel­ser, hvor møde og opbrud føres så tæt sammen, at tabet og den uven­tede, kom­mende lykke fore­gri­bes i samme øje­blik, i samme bil­lede, som i de berømte linjer om for­årets hori­sont:

Verden er vaad og lys –
Himlen er tung af Væde …

Hjer­tet er tungt af Lykke,
Lyk­ke­ligt nær ved at græde.

Det ved­hol­dende fokus på kær­lig­heds- og natur­ly­rik­ken som den kerne, resten af for­fat­terska­bet tid­ligt spi­rede fra, har til­syne­la­dende hand­let om at give plads til de san­se­lige erfa­rin­ger, livs­er­fa­rin­gerne og det æste­tisk fuld­komne i ver­sene for at ind­føre en behers­ket kri­tisk dis­tance til his­to­rierne om den unge døde digter, som deltog i ille­galt arbejde, og hvis gene­ra­tion­s­digte beskri­ver krigs­åre­nes despe­ra­tion og mod­stands­kraft.

For mig er det den unge kær­lig­heds­ly­ri­ker, der kommer i anden række. Og dig­te­ren, som også var mod­stands­mand, kommer han så i tredje og sidste række for mig?

Det gør han jo nok. Mine udga­ver af de sam­lede digte og Breve til R er genud­gi­vel­ser fra 1994, halv­treds­året for Morten Nielsens død. Mine for­ældre eller andre fra min fami­lie for­ærede mig bøgerne samme år. Det år fyldte krigs­his­to­rien meget i pres­sen, sådan som den tids begi­ven­he­der næsten altid har gjort og vel stadig gør, når Morten Nielsen por­træt­te­res. Allige­vel huskes det ikke, som om det fyldte vold­somt meget for mig, ikke den­gang, at han til­hørte mine bedste­for­æld­res gene­ra­tion. Det gik sik­kert ikke engang for alvor op for mig, at der kun er et års alders­fors­kel på ham og min mormor og morfar. Opkla­rin­gen kom først senere, opda­gel­sen af, hvor takt­fast begi­ven­he­der i deres liv fulgte hin­an­den: Omtrent sam­ti­dig med Morten Nielsens død gik min morfar under jorden, i første omgang hos fors­kel­lige fami­lie­med­lem­mer i Køben­havn, senere i Hel­le­rup hos en maler og pro­fes­sor fra Kunst­aka­de­miet, der delte navn med Morten Nielsens far, og tre-fire måne­der senere blev min mormor og hendes mor hentet af Gestapo i deres hjem i Stav­an­ger. Tilmed blev Morten Nielsens ven Mogens Krust­rup kol­lega med min morfar på Arki­tekt­sko­len efter krigen, hvor Krust­rup i en kort tid også under­viste min far. Det frem­går af min mor­fars efter­ladte papi­rer, uden at Morten Nielsen nævnes dér.

Det vil sige, at det har taget mig toog­tre­dive år at nærme mig hen­ven­del­sens kunst i Morten Nielsens for­fat­terskab: De mange digte, der formår at gøre grebet ud i tom­he­den til en gene­røs gestus, der angår livet i alle dets former og udtryk, og derfor også en san­se­lig, næsten hånd­gri­b­e­lig erfa­ring, der kan bemest­res, i et vist omfang; og hoved­par­ten af bre­vene, hvor han ved at skrive om sit liv og mere prak­tiske for­hold viser os andre, en anden tids efter­kom­mere, hvor­dan også vores eget liv må se ud for andre, hullet, usam­men­hæn­gende, fyldt af laku­ner, i stort og småt, og menings­løse gen­ta­gel­ser.

Krigsårene

Destruk­tion­s­ge­ne­ra­tio­nen

Den uen­de­ligt lang­somme til­eg­nelse af, ikke hvad Morten Nielsen skrev om, men hvor­dan han håndte­rede det at skrive om sit liv til andre, den gestus, han viste andre ved at skrive til dem, som han gjorde, direkte, jovi­alt, kon­fron­ta­to­risk, drilsk, hån­ligt, ner­vøst og for­tviv­let, har med tiden gjort det let­tere at læse både dig­tene og bre­vene og fore­stille mig mine bedste­for­æld­res liv under krigs­årene, deres jargon, fester, prak­tiske bekym­rin­ger om tøj, mad, fami­lie og øko­nomi og mere eller mindre modne grub­le­rier om liv, skæbne og til­væ­relse under frem­med magt, selv om det vel aldrig var hen­sig­ten med at skrive bre­vene, at nogen skulle fore­stille sig sine fami­lie­med­lem­mer i lig­nende situa­tio­ner mange år senere.

Trods deres rod i besæt­tel­sen af Dan­mark og Norge, trods den bag­grund, som krigs­hand­lin­gerne i Europa, Sov­jet­unio­nen, Afrika og Asien udgør, er det begræn­set, hvor meget tidens begi­ven­he­der fylder i bre­vene: “Jeg har ellers ikke ople­vet noget sær­ligt. Situa­tio­nen rundt om beskæf­ti­ger mig ikke meget,” skri­ver Morten Nielsen til fami­lien i februar 1940. Året efter er det for­årets komme, der opta­ger ham:

Men Livet er Værd at leve nu ved For­aa­ret. Det er værd at leve for dem, der har Chan­cen. Vi er ikke For­bry­dere, fordi vi vender Næsen mod Vinden og med udspi­lede Næse­bor lugter Jorden og Græs­set og Regnen, og lader Vand­rings­lys­terne rums­tere i os. Det er ikke os, der er For­bry­derne.

Få måne­der senere lyder det: “Ellers er der ikke saa meget. Det er mest ind­ven­dig, det fore­gaar. Dén Krig plager mig.” Så i novem­ber 1941 skri­ver han entu­si­as­tisk om stu­den­ter­nes demon­stra­tion mod den danske rege­rings under­skri­velse af Anti­ko­min­tern­pag­ten i et langt brev til for­æld­rene. Året efter kommer et par breve ind på en epi­sode, hvor to til­fæl­digt forbi­pas­se­rende er blevet skudt under plud­selig opstået tumult, og fort­ovet uden for Scala flyder af blod. I okto­ber 1943 skri­ver han kort fra Aal­borg: “Her­oppe har vi ikke mærket noget videre til Jøde­his­to­rierne”. Det ille­gale arbejde, han selv er involve­ret i, und­la­der han natur­ligt nok at omtale i sine breve, og flere andre af peri­odens nøgle­be­gi­ven­he­der optræ­der også kun indi­rekte eller nævnes en pas­sant længe efter, som det vel må for­ven­tes af breve skre­vet af én, der lever midt i begi­ven­he­derne og ikke har brug for at minde sine nær­meste om dem. For os andre, i efter­ti­den, svæver de let og løst, lige over den syn­lige ver­dens hori­sont.

Når det kommer til den dag­lig­dag, Morten Nielsen skrev hjem om, vir­kede det alle­rede i 1994 som en meget gammel verden, bre­vene åbner døren til, og selv om det i dag er let­tere for mig at vende til­bage hans verden og dag for dag, måned for måned, år for år, syn­kro­ni­sere den med mine bedste­for­æld­res liv, er det meste stadig meget fjernt og frem­med­ar­tet: Dis­kus­sio­ner med for­æld­rene om afsen­ding af vas­ke­tøj og kva­li­te­ten af tobak hos fors­kel­lige for­hand­lere, stu­dier på uni­ver­si­te­tet med timer i old­nor­disk, engelsk fone­tik, dansk, fransk og engelsk lit­te­ra­tur­his­to­rie, fore­læs­nin­ger om dansk barok, folke­vi­ser, humor i reli­gion, Shake­speare, Thack­e­ray, Dide­rot, fransk roman­kunst, engelsk og dansk tekst­kri­tik, for­tolk­nings­øvel­ser, opga­ver om Bag­ges­sen og Wie­land, om Verlaine og sym­bo­lis­men, om Nis Peter­sens lyriske for­fat­terskab og om de sti­lis­tiske fors­kelle i Johan­nes V. Jen­sens teks­ter, som skal opspo­res fra første tryk til senere bogud­gi­velse; en lit­te­rær til­væ­relse med jævn­lig udgi­velse af digte, novel­ler og kro­nik­ker i lands­dæk­kende dag­blade, lokal­avi­ser og tids­skrif­ter, hono­ra­rer, der er til at leve af for en tid, oplæs­nings­af­te­ner og pri­vate besøg hos ældre tids­skrifts­re­dak­tø­rer og for­fat­tere; hele den lit­te­rære omgangs­kreds: Thor­kild Bjørn­vig, C.A. Bodel­sen, Hans Brix, Tove Ditlev­sen, Kai Flor, Vil­helm Grøn­bech, Sonja Hau­berg, Grethe Helt­berg, Piet Hein, Ulf Hoff­mann, Mogens Jermiin Nissen, Johanne Korch, Viggo F. Møller, Jane Muus, Ester Nagel, Jens A. Peter­sen, Bjørn Poul­sen, Erling Poul­sen, Half­dan Ras­mus­sen, Paul V. Rubow, Ejnar Thom­sen … Bre­vene er fulde af sådanne navne, som nok er bekendte, for nogens ved­kom­mende i hvert fald, men ikke kan sige mange meget i dag. Heller ikke mig.

Godt nok betog Iljitsch Johan­sens lange elegi for Sonja Hau­berg mig meget engang. Godt nok for­ærede min farfar mig en bog af Rubow femten-tyve år før sin død, så Rubows pro­fes­so­rale lit­te­ra­tur­his­to­rie og æste­tiske vur­de­rin­ger ikke er helt ukendte for mig. Godt nok bliver Tove Ditlev­sen i dag udgi­vet som inter­na­tio­nal for­fat­ter. Men Morten Nielsens verden og den sam­men­slut­ning af dig­tere og nogle få bil­led­kunst­nere fra tids­skrif­tet Vild Hvede, som han hur­tigt blev en del af, da han flyt­tede fra Aal­borg til Køben­havn – lidt høj­ti­de­ligt og ang­lo­filt kaldet Unge Kunst­ne­res Klub – virker som en yderst begræn­set res­source for dagens verden, der lit­te­rært, kunst­ne­risk, poli­tisk, øko­no­misk, øko­lo­gisk og tek­no­lo­gisk står over for sin egen nye vir­ke­lig­hed. Trods et enkelt for­druk­kent slags­mål med del­ta­gerne til en fest i Had­sund Hjem­stavns­for­ening giver bre­ve­neet noget tamt ind­tryk af de unge kunst­ne­res ambitio­ner og råde­rum: Oplæs­ning på Borups Høj­skole, pligt­skyl­digt og ordent­ligt anmeldt i avi­serne, en for­nem­melse af, at “min Gene­ra­tion kan blive sprun­get helt over”, som Morten Nielsen for­mu­le­rer det, og derfor et ønske om at frem­stå samlet i en anto­logi som “Destruk­tion­s­ge­ne­ra­tio­nen, det er os der får Tævene”.

Historisk tilbageblik, udsyn og fremsyn

1934, 1994, 2025

For mig at se er der en verden til fors­kel på akti­vi­te­terne omkring Unge Kunst­ne­res Klubog det pari­sisk-køben­havnske kunst­ner­liv, hvor Sonja Ferlov Man­coba i midten af 1930’erne begyndte sit arbejde med abs­trakte form­fa­mi­lier og geomet­risk for­enk­lede skulp­tu­rer med blødt fly­dende over­gange mellem men­neske- og fugle­kroppe. Med jæv­n­ald­rende som Ejler Bille, Egill Jacob­sen og Richard Mor­ten­sen delte hun inspi­ra­tio­nen fra sit møde med Jean Arp, Alberto Gia­co­metti og Joan Mirós kunst, en inspi­ra­tion, der påvir­kede hele deres lille gruppe af ligesin­dede kunst­nerne omkring tids­skrif­tet Linjen, som efter­s­træbte en syn­tese af sur­rea­lis­tisk spon­ta­ni­tet og Bau­haus-sko­lens abs­trak­tion. Erfa­rin­gerne fra Linje-grup­pen fort­satte under krigs­årene med både sam­ar­bej­der, uenig­he­der og split­tel­ser, sær­ligt i en udvi­det kreds omkring Høstud­stil­lin­gen. Her udvik­lede de abs­trakte kunst­nere deres sans for at skabe nære rela­tio­ner med væsens­fors­kel­lige kunst­nere samt arki­tek­ter, arkæo­lo­ger og his­to­ri­kere, blandt andet ved at invi­tere til fælles ferie- og arbejdsop­hold med “sam­ar­bejde, dis­kus­sion, skøre påfund og fester”, som kunst­his­to­ri­kerne Helle Brøns og Dorthe Aage­sen opsum­me­rer det i en bog om Asger Jorn. De fælles erfa­rin­ger kul­mine­rede i tids­skrif­tet Hel­hes­ten. Senere blev de også et grund­lag for efter­krigs­ti­dens CoBrA-bevæ­gelse. For Jorns ved­kom­mende var efter­virk­nin­gerne mere vidtræk­kende og bølgede også igennem grup­perne Sur­ré­a­lisme-révo­lu­tionaire, Mouvement Inter­na­tio­nal pour un Bau­haus Ima­gi­niste, Inter­na­tio­nale Lettriste og sam­ar­bej­det med Guy Debord i L’Internationale situa­tion­niste. Richard Mor­ten­sen, som havde stået lidt uden for Jorns kreds under krigen, trak til­syne­la­dende også de fælles erfa­rin­ger fra 1930’erne og krigs­årene ind i nye fæl­lesska­ber, da han kom til Paris i slut­nin­gen af 1940’erne. Her blev han til­knyt­tet Gale­rie Denise René, var med til at defi­nere efter­krigs­ti­dens kon­krete maleri, arran­ge­rede inter­na­tio­nale udstil­lin­ger for gal­le­riet i Paris samt i Køben­havn og Stock­holm, ind­ledte et sam­ar­bejde med Jean Arp og tog kon­takt til Fran­cis Pica­bia, hvis prin­cip om et perm­a­nent selv­op­rør synes at have sær­ligt været lære­rigt og betyd­nings­fuldt for ham. Det bidrog alt sammen til et kunst­syn, der krævede en revi­sion af kunst­ne­rens for­hold til sin egen kunst og kuns­tens for­hold til sam­fun­det og his­to­rien, et kunst­syn, der bestan­digt lod sig revi­dere og aktua­li­sere på bag­grund af skif­tende æste­tiske, indi­vi­du­elle og kol­lek­tive erfa­rin­ger og derfor bevæ­gede sig på tværs af lande­græn­ser, tids­lige skel og opgø­rel­ser i gene­ra­tio­ner og årtier.

I 1994, et halvt års tid inden min første læs­ning af Morten Nielsens digte og breve, føltes Richard Mor­ten­sens bil­led­ver­den fra 1930’erne og 1940’erne stadig nær­væ­rende, især hans teg­nin­ger af for­m­al­fa­be­ter, hvor blik­ket ved at følge den slyn­gede og buede streg af sig selv afslut­ter bevæ­gel­sen fra åben til lukket form, fra orga­nisk linje til abs­trakt skrift­tegn; en række for­års­bil­le­der, hvor to bil­led­lag flyder ovenpå hin­an­den, som om to olier er dryp­pet på en vand­flade med spej­lin­ger af figu­ra­tive fugle- og skov­mo­ti­ver, og den beslæg­tede flo­rale orna­men­tik i de seks male­rier Breve til en ung pige, hvis titel lader det svæve som et åbent spørgs­mål, hvad der i denne sam­men­hæng udgør et brev; og så de senere visio­nære scener fra krigs­årene, hvor et mørkt og bræn­dende eks­pres­sivt maleri synes at syn­lig­gøre sin egen til­bli­vel­sesp­roces og lang­somt gøre et bil­lede ud af den, indtil bil­le­det kul­mi­ne­rer i sin egen øde­læg­gelse: “Det er døden, han maler,” sagde vennen Egill Jacob­sen den­gang, bil­le­det og male­ri­ets egen død.

At bladre igennem kata­lo­get til den store udstil­ling af Richard Mor­ten­sens teg­nin­ger og male­rier på Sta­tens Museum for Kunst, ikke meget mere end et år efter hans død, var at møde udtryk, impul­ser og tanker, der stod som en vold at bryde bølge­bru­set fra mine egne idéer og erfa­rin­ger mod. En vold, der med tanke på sidste års udstil­ling om sur­rea­lisme på Sta­tens Museum for Kunst ube­svæ­ret stræk­ker sig fra det 20. århundre­des andet og tredje årti hen over et tids­rum på mere end hund­rede år og læn­gere ud i hori­son­ten. Selv om udstil­lin­gen svælgede i som­mer­fugle og andre vin­gede væse­ner, stjer­ner, ild og hav og gentog alle sur­rea­lis­ter­nes egne fraser om drøm­mene, kvinde­køn­net, sindet og de svim­lende følel­ser, for­må­ede udstil­lings­rum­mene allige­vel at for­vride det tra­ditio­nelle blik på de sur­rea­lis­tiske kunst­ne­res verden. Ved at give plads til udkast, skit­ser, teg­nin­ger og andre mindre værker på papir samt en enkelt film – værkfor­mer, som tra­ditio­nelt har stået i skyg­gen af de kendte male­rier – viste udstil­lin­gen utve­ty­digt, hvor­dan de sur­rea­lis­tiske kunst­nere i prak­sis over­skred deres egne fraser og arbej­dede yderst hånd­gri­b­e­ligt med at åbne og blande lege­mer, oprette uforud­si­ge­lige alli­an­cer mellem moderne teknik, kultur, geome­tri, bio­logi, ana­tomi, meka­nik og skabe nye æste­tiske og sek­su­elle hybri­der; alt det, som søv­nens drøm­me­liv blot er et sind­bil­lede på, fordi drømme giver ube­svæ­ret adgang til den slags over­vir­ke­lige grænse­over­skri­del­ser.

Åbninger mellem verdener

Efter gen­læs­nin­gen af Morten Nielsens breve og de seneste dages forsøg på at pla­cere dem bedre i deres egen tids kunst­ne­riske lands­kab samt at for­nemme kort­va­rige, lokale ænd­rin­ger af lands­ka­bet og de lang­va­rige efter­virk­nin­ger i Dan­mark såvel som uden­for Dan­mark, er det påfal­dende, at der er nogle få hen­vis­nin­ger til en kaba­ret kaldet Hel­hes­ten i Morten Nielsens breve, mens tids­skrif­tet Hel­hes­ten synes helt fra­væ­rende. I de år var Hel­hes­ten ellers det mest vidtræk­kende forsøg på at omsætte impul­ser udefra til en nor­disk kon­tekst med tidskrif­tens monst­røst sam­men­sat korpus, et vanskabt legeme af artik­ler om arkæo­logi, etno­grafi, japansk teater, jazz, psyko­ana­lyse, børne­teg­nin­ger og moderne poesi og film samt teks­ter, hvor de bidra­gende kunst­nere skrev om hin­an­dens værker og den moderne kunsts pio­ne­rer, alt sammen pakket ind i et omslag, der vars­lede død over det trængte danske kul­tur­lands­kab med hån­ligt vræn­gende teg­nin­ger af det udmag­rede, trebe­nede gespenst.

Palmer i sil­huet, en sø, der lyser gyl­dent i sol­ned­gan­gen, en flam­mende rød bjerg­kæde i hori­son­ten og en rytter i sort kappe på en sne­h­vid hest. En plakat med dette teg­nede motiv er forlæg for to digte i Kriger uden Vaaben. Brugen af så roman­tiske klicheer fra tidens børne­lit­te­ra­tur får mig kort­va­rigt til at over­veje, om Morten Nielsen ville være i stand til at se gennem Hel­hes­tens uhyg­ge­lige ydre og ane sit ånds­lægts­skab med Jorn, der i sin senere berømte arti­kel om intime bana­li­te­ter for­sva­rede det “let­købte og bil­lige” i fol­ke­lige moti­ver og popu­lær­kul­tu­rens bil­led­ver­den. Teg­nede de i fæl­le­skab, fra hver sin kant, kon­tu­rerne af 1960’ernes pop­kunst i Dan­mark, fem­og­tyve år før Per Kirkeby brugte tegne­se­rien Prins Vali­ant til at gen­ind­føre roman­tik­kens høviske moti­ver i dansk digt­ning og bil­led­kunst?

En patro­ni­se­rende hen­vis­ning til sur­rea­lisme og sinds­li­delse er det eneste, det lykkes mig at finde under endnu en gennem­gang af bre­vene: ingen over­set side­be­mærkning om Jorns arti­kel, ingen dis­krete spor af Jorns oversæt­telse af Kafka, bemær­kel­ses­vær­digt nok den første i Dan­mark, eller andet af den slags, der kunne give ind­tryk af en ung dig­ters vågne øje for sin egen tids kunst­ne­riske skred.

Kunst­ne­risk synes de spon­tant-abs­trakte kunst­nere og dig­te­ren at have levet helt adskilt, selv om de i prak­sis har befun­det sig ganske tæt på hin­an­den, gået rundt i de samme gader i Køben­havn og for Morten Nielsen og Jorns ved­kom­mende også har fulgt de samme skovs­tier i Tis­vilde, hvor Kriger uden Vaaben blev skre­vet færdig i et som­mer­hus på Rigmor Stam­pes Vej i for­året 1943, få minut­ters gang fra kunst­sam­le­ren og mæce­nen Elna Fon­nes­bech-Sand­bergs som­mer­hus på Møllevej, som Jorn udsmyk­kede i løbet af som­meren 1944.

Der må have været andre åbnin­ger mellem de to ver­de­ner: I som­meren 1941 var Sonja Hau­berg med Morten Nielsen på ferie i Jyl­land og besøgte også hans for­ældre med ham, ikke som “min For­lo­vede eller Kone”, for det vil “ingen af os være inter­esse­rede i”, skrev han for­in­den til for­æld­rene, ikke sær­ligt over­be­vi­sende, men med tiden fak­tu­elt kor­rekt, for fire år senere gif­tede sig hun med Richard Mor­ten­sen. Så vidt de per­son­lige for­hold, som ofte forbi­gås i tavs­hed: Richard Mor­ten­sen nævnes ikke i de bøger om Morten Nielsen, det har været muligt for mig at finde på det lokale biblio­tek, og ingen af de bøger om Richard Mor­ten­sen, der er en del af mit eget biblio­tek, nævner Morten Nielsen. Kun ét sted viser deres verden sig at over­lappe, kunst­ne­risk: I kata­lo­get til udstil­lin­gen Richard Mor­ten­sens billed­uni­vers nævnes Wil­liam Faulk­ner kort som én af Mor­ten­sens favo­rit­ter blandt 1920’erne og 1930’ernes moder­nis­tiske for­fat­tere, og Faulk­ner dukker også op et par gange i Morten Nielsens breve, hvor roma­nen Sol­di­ers Pay omta­les som “en af den Slags der bliver sid­dende i én efter at man har læst den.” En sam­men­lig­ne­lig bog som Carson McCul­lers’ første roman får skuds­må­let: “Dét er Fan­deme en god Bog. Og Tøsen er 22 Aar.” Ellers er W.B. Yeats og James Joyce vist de eneste navne i bre­vene, som repræ­sen­te­rer en uden­landsk moder­nisme, der stadig læses i dag; som med Faulk­ner er det ikke et af de store roma­n­eks­pe­ri­men­te­rende værker af Joyce, der nævnes, men Dub­li­ners, ikke ét af de kendte digte af Yeats, men Celtic Twi­light, en sam­ling folk­lore og myter.

Faulk­ner, Joyce, Yeats, McCul­lers, fire navne, hvert nævnt et par gange, højst. Mere afslø­rer bre­vene ikke om, hvor Morten Nielsens lit­te­rære, æste­tiske og kri­tiske vur­de­rin­ger stemte over­ens med senere tiders vur­de­ring af det tid­lige 20. århundre­des lit­te­ra­tur. At der ikke er flere sam­men­fald mellem hans tid og dagens verden kan selv­føl­ge­lig for­kla­res med, hvad der var til­gæn­ge­ligt for ham under krigs­årene. Giver den for­kla­ring også et svar på, hvor­for han ikke for­holdt sig til sine egne umid­del­bare for­gæn­gere i dansk lit­te­ra­tur og tog det til sig, at Tom Kris­ten­sen – en på alle måder cen­tral skik­kelse med sin roman Hær­værk, sine anmel­del­ser, oversæt­tel­ser og intro­duk­tio­ner til moder­nis­tisk kunst og lit­te­ra­tur – endte med at skrive anerk­endende om den i 1930’erne så for­kætrede Gustaf Munch-Peter­sen, til­fæl­dig­vis en af Richard Mor­ten­sens venner?

Det er tvivl­s­omt: “Tra­dition er ikke det, der over­le­ve­res, men det en yngre gene­ra­tion griber og tager til sig,” mente den gha­ne­siske filo­sof Kwame Gyekye. I en læn­gere sam­tale, trykt i Loui­siana Revy i 1970 og senere gen­opt­rykt i kata­lo­get til den retro­spek­tive udstil­ling Maleri 1929–1993 på Sta­tens Museum for Kunst og Aarhus Kunst­mu­seum, talte Poul Borum og Richard Mor­ten­sen om det samme, at det er natur­ligt for yngre gene­ra­tio­ner af kunst­nere og for­fat­tere at gøre op med deres nær­meste for­gæn­gere, men også at finde og føle en for­bin­delse til andre bagud i tiden. For Richard Mor­ten­sen var en sådan for­bin­delse den sytten år ældre Vil­helm Lund­strøm med hans pap­kasse­bil­le­der fra 1918 og senere de enkle, farve­s­tærke opstil­lin­ger med monu­men­tale vaser, ulæste bøger og ensomme appel­si­ner. Det er den slags under­jor­diske åbnin­ger til nærende lag i de nær­meste fore­gå­ende kunst­ne­riske skred, der er besyn­der­ligt svære at finde, når det kommer til Morten Nielsen og de andre i Unge Kunst­ne­res Klub. Hvad griber de og tager til sig? Hvor er deres svar på den omfat­tende revi­sion af kunst­ne­rens arbejds­felt og rolle, som Man­coba, Jorn og Richard Mor­ten­sen følte sig kaldet til at tage til sig, da Paris kon­fronte­rede dem med en frem­med­ar­tet kunst­ne­risk verden, der krævede et svar, æste­tisk, san­se­ligt, sto­f­ligt, form­mæs­sigt og tema­tisk, og derfor ind­drog hele deres livs­ver­den?

Tomme lommer

I det store hele ender det med at virke ufrugt­bart at spe­ku­lere over de his­to­riske åbnin­ger og luk­nin­ger i Morten Nielsens kunst­syn. Det giver mere mening at spørge: Hvad bety­der det for ham at komme med ingen­ting i sine hænder, på en så rig bag­grund? Hvoraf kommer hans for­vent­ning til det tomme?

I for­hold til bre­vene er det til­syne­la­dende meget enkelt: De viser, hvad hans blik var rettet mod, hvad han ori­ente­rede sig efter for at finde en vej og en plads, hvor der før hver­ken var vej eller plads. For at fange en andens blik glider hans blik bestan­digt uden om vores gængse – eller i det mindste mine – for­vent­nin­ger, lit­te­rært og kunst­ne­risk. Ud over de per­son­lige rela­tio­ner og hans loyali­tet med sin egen gene­ra­tion ser det ud til, at der var meget lidt at knytte sig til for ham. Heraf hans syn, der næsten intet ser – intet det kan bære med sig – og hans nye for­vent­ning til det tomme.

Grænselinjer

I 1994 optog spørgs­må­lene om for­vent­nin­ger, for­gæn­gere og for­bil­le­der mig mindre end græn­se­lin­jerne mellem poesi og kor­re­spon­dance, som kan virke så porøse i Morten Nielsens hænder: “Der bliver kla­rere Lys i Minut­terne” – “(…) jeg vilde skrive med det samme, om den Lys­p­let der har vist sig i Hori­son­ten” –

Og nu begyn­der Hori­son­ten at bevæge sig”. Sådanne sæt­nin­ger sprin­ger frem som gnis­ter fra bre­vene, daler uven­tet ned over siden igen og antæn­der papi­ret. Røgen fra dem bider i øjnene.

Det for­vir­rede mig den­gang. Det frem­tvang en lang­som­me­lig og ved­va­rende afprøv­ning af mine egne fore­stil­lin­ger om lit­te­ra­tu­rens påkal­delse af almen­he­den og pri­vate skrif­ter som breve og dag­bø­ger med deres hen­ven­delse til en slut­tet kreds, oftest bare en enkelt person eller dig­te­ren selv. Ikke bare inde­hol­der bre­vene digte og enkelte sæt­nin­ger, der lyder som poesi. Det er ofte også svært at afgøre, om bre­vene er en for­be­re­delse til at skrive poesi, der lang­somt renses for pro­sa­iske detal­jer og en løst for­mule­ret daglig tale, eller om det for­hol­der sig omvendt, at dig­te­nes rene tone for­be­re­der ham til at kunne hen­vende sig til venner, ven­in­der og fami­lie i et sprog, hvor lyrisk til­tale og løs snak fra en tyn­gende hver­dag pres­ser anspændt og vredt mod hin­an­den:

Kære Sonja.

Uden­for blæser det (…), og her sidder jeg og længes efter dig og væk fra denne Verden.

Den er så afsin­dig og lige­glad og ond. – Nu har jeg for god Tid til at tænke på den, derfor bliver det hele lidt infa­mere og mere menings­løst end ellers.

Alle de Ting, der bliver lagt i et Men­neske. Kro­mo­so­merne ligger inden i ham i Mørket, en efter en drejer de sig, lang­somt som Kloder, de drejer ud mod Lyset, ud i Lyset, Karak­ter­præg, Intel­li­gens, Sjæl, det alt sammen glider ud af Mørke og danner et Men­neske …

Den til­ta­gende præci­sion i beskri­vel­sen i dette brev fra som­meren 1941, hele omsla­get fra den pro­sa­iske ind­led­ning til det san­se­ligt spec­i­fikke ved at udpege, at kro­mo­so­merne ikke bare ligger inden i lege­met, men i lege­mets mørke, og bil­le­det af kloder, der vækkes dér, af det mørke uni­vers, gør det omsonst at skan­dere lin­jerne og bryde dem op i vers, som kan afdække musi­ka­li­te­tens små ham­mer­slag og de lang­somme udvi­del­ser af betyd­ning og bil­led­dan­nelse fra sæt­nings­led til sæt­nings­led. Den næsten legem­lige bestem­melse af men­nes­ket, som bre­vets adres­sat træk­kes ind i, viser alle­rede, hvor­dan kor­re­spon­dance og poe­tisk sen­si­bi­li­tet slag for slag smedes sammen med gry­ende bevid­st­hed.

To år senere står et kølnet følel­ses­liv og en svæ­vende bevæ­gelse udad, ud i tom­he­den, som poly­fo­nisk kon­tra­punkt til en mere rent tonende poesi:

Kære (…)

Her er både rart og slemt. Landet er jo som det skal være, og Fol­kene er flinke. Men jeg svæver så under­ligt mellem Himmel og Jord selv – uden at kunne få rigtig Tag i noget (…).

Der var et Inci­ta­ment i vores For­hold her til sidst. Dét, at det gik udad, i en ny Tomhed og noget, som skulde til at begynde igen. Hvor man er alene om alting og altså også kan behandle det efter For­godt­be­fin­dende. Kort sagt, og bru­ta­lere, ikke mod dig, men mod mig (…).

Du er mere men­nes­ke­lig end jeg. Dine instink­ter er mere direkte vendt imod de små Ting. Det er så meget mere over­ras­kende, som du er usik­ker i al din Færd iøv­rigt. Og så småt løg­nag­tig.

Jeg er ikke for­els­ket i dig. Også nu er der Ting, som irri­te­rer mig, selvom du er langt væk.

Her kan skan­de­ring og en gen­ta­gelse af fem-seks sæt­nin­ger bedre fun­gere som en øvelse i at lytte til den tale, der vikler sig ud af de første, befri­ende simple ord med deres natio­nale over­blik for så at nærme sig en per­son­lig grænse i det hid­t­i­dige liv, ånde­dræt for ånde­dræt:

Her er både rart
og slemt. Landet er jo
som det skal være, og Fol­kene
er flinke. Men jeg svæver
så under­ligt mellem Himmel og Jord
selv – uden at kunne få rigtig Tag
i noget (…). Der var et Inci­ta­ment
i vores For­hold
her til sidst. Dét, at det gik udad,
i en ny Tomhed og noget, som skulde til
at begynde igen

Den for­nem­melse af at stå over for et afgø­rende vende­punkt, der har fore­svæ­vet mig så længe, lader sig nu for­mu­lere, ikke læn­gere som en anelse, over­vejelse eller et tungtve­jende spørgs­mål, men som obser­va­tion: Alle de fint­skårne verse­lin­jer i dig­tene er en for­be­re­delse til at kunne skrive så direkte og enkelt til en anden … Nogen venter, noget venter.

Retning

At gen­kalde mig Morten Nielsens digte i tan­kerne, at se dem for mig på siden og mærke efter, hvor­dan spro­get i dem føles, giver mig et bil­lede af et skelet prin­tet i neg­a­tiv på hvidt papir, spor af et legeme, der er gennem­lyst i en grad, så musk­ler, sener, orga­ner, nerve­sys­tem og blod­årer for­svin­der i det blæn­dende skær; først når bre­vene lægges over dig­tene igen, lag for lag af tyndt, næsten gennem­sig­tigt papir, iklæ­des kno­g­lerne igen et levende væv.

At fore­stille mig dig­tene og bre­vene gennem­lyst af hin­an­den på den måde fris­ter mig også til at gå endnu læn­gere og på ny kva­li­fi­cere ople­vel­sen af, at inti­mi­tet og for­tro­lig­hed ikke bare er et tema eller motiv blandt de andre mere klas­siske temaer og moti­ver: for­els­kel­serne, for­året, kam­me­ratska­bet, ensom­he­den. I stedet for fort­sat at dvæle ved det æste­tisk for­tæt­tede ved dig­tene og inten­si­tet i deres sprog­lige kon­cen­tra­tion med skarpt for­delte pauser, ånde­drag, bil­le­der og ekkoer, er målet gennem alle Morten Nielsens skrif­ter, pub­li­ce­rede såvel som pri­vate, at nærme sig de svært loka­li­ser­bare erfa­rin­ger af inti­mi­tet, der kan opstå gennem skrift. Det er det hele for­fat­terska­bet hand­ler om: hen­ven­del­sen som gestus og om inti­mi­te­ten i hen­ven­del­sen som en efter­s­træbt delt erfa­ring. Det er under­strøm­men, den sam­lende bevæ­gelse. I bre­vene med deres ofte til­fæl­dige, hur­tige, skitse­ag­tige karak­ter er det derfor en kon­stant bekym­ring for Morten Nielsen, om hans hen­ven­delse til andre risi­ke­rer at ende som ene­tale.

At læse sådan bety­der også, at bevæ­gel­sen på tværs af poesi og kor­re­spon­dance, på tværs af ene­tale og sam­tale, på tværs af pri­vat­sfære og lit­te­rær offent­lig­hed, mar­ke­rer omfan­get af for­sø­get på at få greb om inti­mi­te­tens over­sete rolle i liv, sam­fund og kultur. Det er en ret­ning, som andre også har valgt at gå, blot langt, langt senere.

Intim revision

“Inti­mi­tet har kun opta­get en mindre plads i de seneste årti­ers teo­re­tiske voka­bu­la­rium, og er af den grund endt som et unde­rud­vik­let kri­tisk begreb, som ofte opfat­tes som for­holds­vis upo­li­tisk”, skri­ver den græske lit­te­rat Apos­tolos Lam­p­ropou­los i Thin­king With, en stor anto­logi til minde om Jean-Luc Nancy. Efter­som inti­mi­tet har en så kri­tisk rolle i vores dag­lig­dag som den yderste model for at opleve sig for­bun­det med en anden, med andres liv, med ukendte, frem­mede lege­mer, tanker og følel­ser er der al mulig grund til at være mere opmærk­som på gen­gi­vel­ser og beskri­vel­ser af inti­mi­tet og også til at behandle dem som kri­tiske værktø­jer i sig selv, mener Lam­p­ropou­los. Han påkal­der sig derfor et begreb om kri­tisk inti­mi­tet, som skal øge syn­lig­he­den af selv de mest dis­krete former for inti­mi­tet.

Til­sva­rende spør­ger film­kunst­ne­ren Keren Mosco­vitch i bogen Radi­cal Inti­macy in Con­tem­po­rary Art, hvor­for det er så vig­tigt, lige­frem essen­ti­elt, at blive ved med at udse sig områ­der for inti­mi­tet?

Hun svarer selv, at kunst­nere som foto­gra­fen Leigh Ledare, per­for­mance­kunst­ne­ren Ellen Jong, per­for­mance og video­kunst­ne­ren Bar­bara DeGe­ne­vieve og bil­led­kunst­ne­ren, for­fat­te­ren og under­vi­se­ren Joseph Maida, der alle arbej­der med radi­kale former og udtryk for inti­mi­tet, skaber rum med usikre græn­ser. Da det er svært at finde et kon­sis­tent prin­cip for, hvor græn­serne går, hvor længe de lader sig opret­holde, hvor­når der sker en glid­ning fra et indre rum til et ydre rum, fra sub­jekt til objekt, ned­bry­der inti­mi­te­tens kunst­nere den tvin­gende magt, som fore­stil­lin­ger om sub­jek­ti­vi­tet og indi­vi­dua­li­tet har andre steder i sam­fun­det og kul­tu­ren. Fra inti­mi­te­tens side ople­ves det som et pro­blem, at sub­jek­tet og indi­vi­det til­lægges ube­stri­de­lig værdi og anses for at være forud­sæt­nin­ger for at tale menings­fuldt om men­nes­ke­lige fæl­lesska­ber. Så længe det er til­fæl­det, vil både sub­jek­tet, indi­vi­det og fæl­lesska­bet bære en nær fortid med sig, en his­to­rie, der går forud og må værnes om. Det er en kon­ser­ve­rende ind­stil­ling, der peger bagud i tiden. Den ligger i kon­flikt med inti­mi­te­tens eget til­spid­sede øje­blik, følel­sen af, at der lige straks vil ske noget med os, som ingen af os har adgang til alene, og ingen af os på for­hånd kan vide eller forud­sige. Her er den omsorgs­fulde ind­stil­ling at værne om øje­blik­ket, så det sættes i drift mod en åben frem­tid sammen med os. Den slags erfa­rin­ger har haft svært ved at finde deres plads i en vest­lig tanke­ver­den, som gang på gang vender til­bage til model­len fra Platon Sym­po­sium: Inti­mi­tet er et spørgs­mål om at søge efter og gerne også genoprette en krops­lig, følel­ses­mæs­sig og sjæ­le­lig har­moni, myto­lo­gisk for­kla­ret ved, at alle men­nes­ker i en fjern fortid var dob­belt­væ­se­ner med fire arme, fire ben og to ansig­ter, indtil Zeus klø­vede dem i to, så alle lige siden har været dømt til at længes efter sin mis­tede halv­del.

I dag møder de intime erfa­rin­gers drift mod en uforud­si­ge­lig frem­tid sta­dig­væk så megen mod­stand, at det at arbejde med dem, kunst­ne­risk, kri­tisk og æste­tisk, fører til aktiv udstø­delse eller mødes med igno­rance, soci­alt såvel som insti­tu­tio­nelt, kon­sta­te­rer Mosco­vitch. Selv om de fleste af de kunst­nere, hun skri­ver om, ikke læn­gere regnes for nogen, der kan ude­la­des fra sam­tids­kuns­tens store bil­lede, så gælder det i det mindste beslæg­tede kunst­nere, især de sider af deres værker, der modsæt­ter sig forsøg på at gribe dem med kendte termer, kendt sprog og kendte his­to­rier. De intime erfa­rin­ger er så grænse­løse, at de helt modsæt­ter sig begrebs­lig­gø­relse. Det let­teste er at lade dem pas­sere uden at skrive om dem og holde sig til en his­to­rie om kunst, lit­te­ra­tur og samtid, der følger etab­le­rede his­to­riske ska­be­lo­ner og æste­tiske for­mu­la­rer, så nuet sta­bi­li­se­res af sin nær­meste fortid. Mosco­vitchs bog er derfor født af den frik­tion, det oprør og den med­fø­lelse, der følger med det dybt intime:

Bogen opstod af beho­vet for at forstå, længs­len efter at blive for­stået, og en viden om, at det intime und­vi­ger for­stå­else. Den fejrer den ska­bende kraft og rige opfind­som­hed, der er resul­ta­tet af denne und­vi­gelse. Den er en under­sø­gelse af intimt oprør som en særlig prak­sis i sam­tids­kuns­ten og af de måder, hvorpå kunst­nere del­ta­ger i sociale og poli­tiske omvælt­nin­ger ved at vende vran­gen ud på sub­jek­ti­vi­tet. Den begyndte med en hvis­ken, en anelse, en mis­tanke.

Min egen mis­tanke er, at det er for let at tale om “radi­kale former og udtryk for inti­mi­tet” uden at rede­gøre for, om der med radi­kal menes en vilje til at gå til yder­lig­he­der eller en til­bage­ven­den til rød­derne, eller hvor­for netop de to mulig­he­der, en cen­tri­fu­gal bevæ­gelse, udad, ud mod de yderste græn­ser og væk fra enhver fore­stil­ling om en hold­bar midte i en snur­rende verden, eller en bevæ­gelse med tyngde­kraf­ten nedad, ned i jorden, er så afgø­rende. Den kri­tiske evne til revi­sion, som den er for­mule­ret af filos­of­ferne Reza Neg­a­r­estani og Peter Wol­fen­dale, fore­kom­mer mig for tiden mere frodig: I stedet for at vælge mellem at se på men­nes­ket som et væsen med sin egen sær­lige sub­stans eller omvendt som et væsen med en længe uanet og lige så skræm­mende som inspi­re­rende frihed til selv at vælge forud­sæt­nin­gerne for en menings­fuld til­væ­relse, taler de om det men­nes­ke­lige som en vektor for kon­stant revi­sion. Det gør os i stand til at finde de ele­men­ter i os selv og vores verden, som op gennem his­to­rien og sta­dig­væk i dag driver os ud over vores egne hid­t­i­dige græn­ser. Evnen til ratio­nelt, kri­tisk og æste­tisk at udsætte sig selv og den fælles verden for en teo­re­tisk og prak­tisk revi­sion for at opti­mere tid­li­gere revi­sio­ner viser sig her at være det mest men­nes­ke­lige ved os, det essen­ti­elle ved men­neske­he­dens his­to­rie, da det er den eneste struk­tur i livet, der ikke kan under­kas­tes en revi­sion, og derfor fæl­les­næv­ne­ren i den sam­lede sum af for­his­to­risk og his­to­risk kultur. På den bag­grund lyder det under­ligt hult at tale om radi­kale former og udtryk for inti­mi­tet uden at for­mu­lere, hvor­dan en kunst­ner i prak­sis øger eller mind­s­ker omfan­get af en igang­væ­rende revi­sion af det men­nes­ke­lige og det umen­nes­ke­li­ges felt: Hvad skal der til for at sætte en ret­ning for fort­sat revi­sion, ratio­nelt, kri­tisk, æste­tisk, og nærme sig øje­blikke, hvor en til­spid­set følelse af, at der lige straks vil ske noget, som ingen af os har adgang til alene, og som ingen af os på for­hånd kan vide eller forud­sige, ændrer alt, for os?

I det mindste er Mosco­vitch opmærk­som på, at det er util­s­træk­ke­ligt at foku­sere på inti­mi­tet som et motiv og tema, der for­tje­ner kri­tisk syn­lig­gø­relse, fordi det ude­la­der spørgs­må­let om, hvor­dan det i prak­sis kan lade sig gøre at arbejde kunst­ne­risk med at frem­kalde erfa­rin­ger af inti­mi­tet.

Intim model

To per­soner snak­ker sammen, helt isole­ret fra resten af selska­bet omkring dem. Under sam­ta­len bøjer de sig ind mod hin­an­den, måske er den enes stemme lidt for lav, og det er svært helt at høre ordene …

Senere ops­ø­ger den ene af dem dig og for­tæl­ler: “Det føltes som et meget intimt øje­blik. Men det var kun mig, der oplevede det sådan. Ikke ham. Så det var ikke intimt, det føltes bare sådan, for mig. Hvad mang­lede der, tror du?”

Intime modstrategier

Det er også Morten Nielsens spørgs­mål, i en meget und­se­elig form. For at finde et svar, om ikke andre så for sig selv, sprin­ger han frem og til­bage mellem poe­si­ens intense gen­gi­velse af sce­na­rioer, moti­ver og temaer, som nok kan ind­kredse hans søgen efter ømhed, og sine brev­veks­lin­ger som en sær­egen form for intim skrift­lig prak­sis, hvor to per­soner påvir­kes, ikke nød­ven­dig­vis i lige høj grad, ikke nød­ven­dig­vis på en har­mo­nisk måde uden mis­for­stå­el­ser, blot mere eller mindre gen­si­digt, så ingen af dem sidder til­bage og med den tomme erken­delse, at “det føltes bare sådan, for mig.”

At opleve, at den poe­tiske kraft ikke ensi­digt ligger hos ham, men at den for­dob­les i kor­re­spon­dan­cen og med ét har to sider, påvir­ker hele hans for­hold til lit­te­ra­tu­ren, dens insti­tu­tio­ner, for­ma­ter og vær­dier. Om Faulk­ner note­rer han sig for det første, at “han er saa Pok­kers inten­siv, i det hele”, og for det andet, at “hans Bøger ikke er skre­vet paa andre Bøger.” Inten­si­te­ten er sta­dig­væk et lit­te­rært ideal, en lit­te­rær kva­li­tet, der er rodfæs­tet i det rent ople­vel­ses­mæs­sige. Men hvad hand­ler det om, at bøgerne ikke er skre­vet på andre bøger? At de er ene­stå­ende? Eller omvendt, at det ikke er en til­freds­stil­lende mulig­hed at søge en model i eksis­te­rende bøger for at skrive sig fri fra tenden­sen til ene­tale?

Af bre­vene frem­går det, at Morten Ruge tid­ligt fore­slå Morten Nielsen at udgive sine digte på eget forlag og gøre sig fri af det etab­le­rede for­lags­sys­tem. Selv om Morten Nielsen ikke var villig til det på det tids­punkt, kan hans kor­re­spon­dance og den udtrykte bekym­ring for, om han er ved at skrive sig frem til en form for ene­tale, ses i det lys: Kor­re­spon­dan­cen er en form for skrift, der gør sig fri af bogens offent­lig­hed, kri­tiske insti­tu­tio­ner og infra­struk­tur, men stadig er i berø­ring med lit­te­ra­tu­rens verden. Den und­vi­ger begrebs­lig­hed, kate­go­rier, for­tælle­mo­del­ler og andet, der minder om at skrive ovenpå eksis­te­rende bøger; vægten flyt­tes fra alt, der frem­mer inten­si­tet, til hen­ven­del­ser, til­ta­ler og livs­ind­stil­lin­ger, der frem­mer inti­mi­tet; og som dig­tene og bre­vene vidner om, går det udmær­ket at skrive om inti­mi­tet, men når udford­rin­gen er at frem­skrive inti­mi­tet, at skrive for at frem­kalde inti­mi­tet i for­hol­det til en anden, i ople­vel­sen af en fælles tid, et fælles rum og fælles øje­blikke, viser det sig, at bogen ikke læn­gere et pri­vi­le­ge­ret medie. Det gælder også den insti­tu­tio­nelle kultur, bogen indgår i.

Dér, i arbej­det med for­hol­det mellem inti­mi­tet og skrift­lig erfa­ring, som påvir­ker lit­te­ra­tu­ren, findes der et mere frem­sy­net bidrag i Morten Nielsens for­fat­terskab end i dig­tene om jom­fruer, der bræn­der olie, om ciga­ret­tens glød og jazz­mu­sik­kens rytme, om blo­dets små trom­mer og om at møde døden som dreng. Arbej­det med inti­mi­tet og skrift­lig erfa­ring går på tværs af hensyn til digte skre­vet til offent­lig­gø­relse, digte gemt væk til senere revi­sion og de pri­vate skrif­ter i form af breve og dag­bø­ger, og det går på tværs af gængse genre­op­de­lin­ger.

Henvendelsen i front

Se nu på den mindst kendte del af Morten Nielsens for­fat­terskab, pro­sa­skrif­terne, læs, lyt og over­vej, om det er hor­ri­belt at fore­slå, at der går en linje tværs igennem for­fat­terska­bet, som træk­ker væk fra gængse fore­stil­lin­ger om lit­te­ra­tu­rens væsen, vær­dier og for­ma­ter, sær­ligt fore­stil­lin­gen om det selv­føl­ge­lige ved at holde sig til – som Peter Lau­ge­sen engang for­mu­le­rede det – “lit­te­ra­tu­rens ende­mål: bogen”.

Bare det at lytte efter hen­ven­del­serne og deres tone og vur­dere bogens rolle i for­hold til spørgs­må­let om inti­mi­tet og til­nær­melse til en anden, ændrer ind­tryk­ket af Morten Nielsens prosa. Gene­relt slår 1930’erne og 1940’ernes tunge dik­tion, syn­taks og ord­valg tyde­ligt igennem i de få kendte kro­nik­ker og novel­ler, som er blevet gen­opt­rykt inden for de seneste ti-femten år. Men i “To må man være”, en novelle skre­vet da Morten Nielsen kun var sytten år, er der afsnit efter afsnit med replik­ker, som lyder upå­vir­ket af de snart halv­fems år, de har hvilet i arki­verne. Med deres musi­kalske jyske syn­taks virker hånd­te­rin­gen af replik­kerne uhørt moderne og rigere end meget andet, Morten Nielsen fik skre­vet i den form. Isole­ret fra resten af novel­len samler replik­kerne sig af sig selv i et fin­stemt por­træt af to unge men­nes­ker, sær­ligt den enes tem­pe­ra­ment og ven­inde­kreds og den anden parts højt­fly­vende og mere ensomme tanker om poesi. Sam­ti­dig afvik­ler de én efter én poe­si­ens høj­ti­de­lige tone, lige­som i de fleste af bre­vene, og lader alvo­ren sætte et andet, indi­rekte, om end ikke mindre nøjag­tigt regist­re­ret aftryk. Her, hvor den direkte hen­ven­delse er helt i front og dra­ma­tisk frem­stil­let for læse­rens blik, får tidens idéer om poesi og bøgers væsent­lig­hed for rela­tio­ner mellem men­nes­ker den ene syn­gende lus­sing efter den anden:

“Du er rigtig væm­me­lig, er du!”

“Du tror, at alting kun er til for dig, og at alle men­nes­ker beund­rer dig saa højt. Men det gør de ikke, for de griner af dig, gør de. Og du tror, jeg gaar og ser op til dig, fordi du tror, at du er for­fat­ter – haa, de vil jo aldrig trykke det skidt, du laver.”

“Saadan en skole­d­reng! Du bilder dig ind, at du er en hel bunke, men du er bare en skole­d­reng! Du styr­ter rundt og tér dig, som om du var voksen, men du maa allige­vel værsgo sidde og glo hver dag i skolen og pænt gaa hjem og læse lek­tier, naar du har faaet fri.”

“Der sidder du og smører side op og side ned, og det bliver kasse­ret alt sammen. Ja, jeg er da lige­glad med det, for det kommer jo ikke mig ved – men jeg siger det bare, for at du kan for­staa, at jeg har fundet ud af, hvad du er for én – med alle dine cita­ter og dine vers og dit pjat! Du kan tro Else og mig grinede, da jeg viste hende alt det bras, du har givet mig … især det med, at jeg var din tanke og dit hjærte. Else sagde ogsaa, at saadan noget skidt havde hun aldrig set før. Der ikke engang rimede.”

“Og her gik du og lir­kede og vilde bare gaa tur, og snak­kede op ad stol­per og ned ad vægge om alt det du vilde lave, naar du blev færdig med at læse. Og saa ender det med, at man skal gaa rundt og være en tøs, bare fordi det pas­sede dig. Men jeg var saa­mænd hunde­ked af dig for længe siden, og jeg skulde have givet dig en kold skul­der, før du begyndte at blive fræk, skulde jeg.”

“Men naar du saa een­gang gaar og sir kønne ord til mig og render og besø­ger en anden tøs – ja, den med en klasse­kam­me­rat og læsen fransk sammen, den er en lille smule for tyk for mig – saa er der ingen grund til, at jeg skal finde mig i dig mer. Min bror, han sagde ogsaa, at han syntes det var skrapt nok … Og du skal ikke bryde dig om at rende efter mig igen, for der er vinket af. Og hvis du allige­vel gene­re­rer mig, saa kender jeg nok nogen, der kan ordne dig!”

“Her har du den bog, du gav mig – det skidt. Jeg har da aldrig læst i den!”

Hvem går ved siden af mig nu?

Ja, bogen, den udgivne bog, at satse alt på en digt­sam­ling, er noget skidt. I livet såvel som lit­te­ra­tu­ren. Morten Nielsen så det selv. Han skrev til sine venner om sin util­freds­hed med dig­tene i Kri­gere uden Vaaben, som var “skre­vet af mange Slags Per­soner i Per­sonen”, ikke ulig den måde, hvorpå fors­kel­lige sider af ham blev frem­kaldt i hans breve, alt efter hvem han skrev til, men anta­ge­ligt uden noget eller nogen i digt­sam­lin­gen til at kva­li­fi­cere de fors­kel­lige sider og per­son­lig­he­der på samme måde, som det sker i brev­veks­lin­gerne, hvor han kunne afsøge den ene livs­ind­stil­ling efter den anden og den ene dag skrive til en tid­li­gere lærer, som om intet adskilte dem, soci­alt, kunds­kabs- og livs­mæs­sigt, og den anden dag skrive til en nær ven, som om vennen var død, og alt nu adskilte dem.

Ja, bogen er ikke andet end skidt. Bre­vene, de efter­ladte digte, novel­lerne, kro­nik­kerne, dag­bø­gerne, alt det his­to­riske mate­riale fra arki­verne, gemmer i højere grad end den enlige bogud­gi­velse på en uven­tet, lang­somt gry­ende rigdom. Modsat Kri­gere uden Vaaben synes de efter­ladte skrif­ter at være båret af ind­stil­lin­ger, der fore­greb eller tid­ligt ind­ret­tede sig efter en ny, mørk vir­ke­lig­hed, der ven­tede bag hori­son­ten. Det er først i dag, på bag­grund af den, at de begyn­der at tindre frem.

Ja, når de skrift­lige erfa­rin­ger med hen­ven­delse og inti­mi­tet sættes i front, alle de små og større intime modstra­te­gier, der sættes i spil i udveks­lin­gerne fra poesi til kor­re­spon­dance, fra en lit­te­rær læser­skare til fami­lie, for­tro­lige og nære bekendte, giver Morten Nielsens for­vent­ning til det tomme ny mening, og alt vendes om:

En så frem­træ­dende digter fra mine for­æld­res gene­ra­tion som Peter Lau­ge­sen og roman­for­fat­te­ren Kris­tina Stoltz fra min egen gene­ra­tion har begge udgi­vet bøger bestå­ende af brev­veks­lin­ger. Allige­vel er hen­ven­del­sen og det ænd­rede for­hold til andre men­nes­ker, til verden og kul­tu­rens insti­tu­tio­ner, som de intime modstra­te­gier træk­ker på og også træk­ker med sig, besyn­der­ligt fra­væ­rende hos dem. For­hol­det til tra­ditio­nen og for­bin­del­ses­lin­jerne til de kunst­ne­riske skred, som er så svære at opstøve hos Morten Nielsen, er til gengæld truk­ket helt tyde­ligt op: Lau­ge­sen har hele livet skre­vet i for­læn­gelse af Guy Debord, L’Internationale situa­tion­niste, Jorns blan­ding af folke­dyb og revo­lu­tio­nær kraft og ame­ri­kanske tra­ditio­ner for at lære af spon­ta­ni­te­ten i jazz, maleri og lit­te­ra­tur, som rækker til­bage til sur­rea­lisme og dada, og Stoltz skri­ver også bøger base­ret på sin dybe fasci­na­tion af sur­rea­lis­mens arv og sym­bo­lis­mens bil­led­ver­den, bevæ­gel­ser som alle engang ind­vars­lede en åben frem­tid. I sam­men­lig­ning med Morten Nielsens efter­ladte skrif­ter virker deres bøger skre­vet på andre bøger. Der er et til­bage­skuende blik i dem, som mindre hand­ler om at finde res­sourcer for kri­tisk og æste­tisk revi­sion end om at stadfæste og knytte sig til en arv. Trods et omfat­tende udsyn og impo­ne­rende greb om frigø­rel­ses­pro­jek­terne i den moderne kunsts mange ret­nin­ger er det kon­sti­tu­e­rende greb i Lau­ge­sens bøger helt umis­ken­de­ligt: Jorns spon­ta­ni­tet og male­rier med myto­lo­giske væse­ner fra nor­disk folk­lore bliver til sprog­lig vita­lisme og vildt­vok­s­ende kunst­ner­my­to­logi. Fordi han valgte sine egne stier og gik dér, afsø­gende, uden ret­nings­lin­jer, før andre, lyder det i dag, som om det er sig selv, Morten Nielsen vender sig mod og beskri­ver med ordene:

Du gaar ved Siden af mig nu
og gaar alene dér

Andre og siste del av denne teks­ten publi­seres om én uke.

Mikkel Thy­kier (f. 1977) er pen­sjo­nert for­fat­ter, over­set­ter og under­vi­ser. Siste utgi­vel­ser: Mens livet tøver. Kom­pen­dium 1997–2022 (Anti­py­rine, Århus 2025) og Livs­tegn (Kron­stork, Køben­havn 2025).