Når du er en del af en masse, gør du tingene automatisk. Principielt er der ingen, der træder i karakter som subjektet eller den intentionelle agent for en masse. Masseadfærd er spontan, ubevidst og ikke-teleologisk. Du bliver en del af en masse, og pludselig gør du tingene i fællesskab med andre, du ikke kender eller drømmer om at komme til at kende. Massen er ikke et kollektiv med ét formål, ej heller en gruppe med en éntydig identitet. Masserne er serielle og anonymiserende. De formulerer sig ikke i rationelle diskurser og har heller ikke politiske programmer. Masser er ikke subjekter for sig selv (für sich). Masser inkarnerer ikke bevidste, målrettede og strategisk gennemtænkte planer. De orkestrerer og udlever skiftende stemninger og udviser en faible for at danne smagsfællesskaber. Masser er affektfællesskaber, samling af enkeltindivider i store mængder.
I slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende århundrede beskrev massepsykologien masserne som farlige for samfundsmæssige og politiske eliter. Masserne var udisciplinerede og dumme, som socialpsykologen og lægen Gustave le Bon skrev i sin modernitetskritiske og samtidsdiagnostiske klassiker fra 1895 Psychologie des foules (der udkom i dansk oversættelse under titlen Massernes psykologi i 2005). Le Bon diagnosticerede tidsalderen til at være »MASSERNES ÆRA« (hans egne versaler). Massen blev forstået som en barbarisk ansamling af følelsesladede og ikke-autonome mennesker. Massen har potentialet til at hærge og ødelægge. Massen kan forføres, den er irrationel, passiv og uden egen vilje. Civilisationen indebærer faste regler og disciplin – massen er derimod mikrobisk og nedbrydende.
Som læser mærker man tydeligt det nærmest fysiske ubehag, som den anmassende, ildelugtende og uberegnelige masse udøver på den begrebsliggørende teoretiker. Massen respekterer ikke proksemitet; den kommer alt for tæt på. De højere klasser risikerer at forsvinde; distinktionerne trues af opløsning. Nivelleringens forskelsløshed truer. I massernes kan alt og alle opsuges og opsluges. Der moderne samfund har på én og samme tid kreeret og frisat massemennesket. For le Bon gælder det om at få det behørigt opdraget og integreret på passende vis i den samfundsmæssige arbejdsdeling. Den legale og legitime orden og samfundsmæssige fornuft må podes på massen.
På nogenlunde samme tidspunkt skildrede sociologen og kriminologen Gabriel Tarde masserne som efterabere og søvngængere. Masserne var arnestedet for social smitte (infektion).
Masserne i det tyvende århundrede
Den moderne masse er kold og uden potentialer, skrev filosoffen Peter Sloterdijk mange år senere i den øjenåbnende bog Masse og foragt (udg. af Det lille Forlag, Frederiksberg 2002). Samfundet har mistet alle rangsættende vertikaler, og vi er blevet horisontalnivellerede. I massen hersker organiseret forladthed og ’lige-væsen-forladthed’ (»Gleichwesenlosigkeit«). Efterhånden orker vi ikke engang at foragte os selv, ekkoer Sloterdijk Nietzsches klagesange om »det sidste menneske«.
Sloterdijk leverer et stærkt differentieret massebegreb, der bestemt er værd at annamme og tænke videre med, ikke mindst fordi han uden blusel fremturer som en begrebsglad og moderne udgave af den gamle kraftkarl af en gud, Atlas: »Filosoffen er den, der som totalitetens atlet frivilligt lader sig belæsse med verdens vægt. Filosofiens væsen er kærligheden til at bære tunge byrder uden smerte (Philoponie)«.
Den tyske originaludgave af Sloterdijks bog om den på én gang foragtende og foragtelige masse var betitletDie Verachtung der Massen. Versuch über Kulturkämpfe in der modernen Gesellschaft, (2000, Sonderdruck, Edition Suhrkamp, 96 sider; den kostede i sin tid sølle 10 DM). Bemærk venligst den elegante dobbelthed, der lyser op midt i genitivkonstruktionen. Værket handler således både om massernes foragt, dvs. massernes aktive foragt for ikke-massen – og om foragten for massen, dvs. ikke-massens foragt for masserne. Det helgarderende og sammenklistrende »og« i Masse og foragt gør den danske titel anderledes flad og upræcis. Dertil kommer, at Sloterdijk i undertitlen pointerer, at det gælder om at forsøge at forstå det moderne samfunds kulturkampe.
Den intertekstuelt skolede Sloterdijk vidste og trak behørigt på, at Immanuel Kant på kongenial vis kaldte sit første hovedværk fra 1781 Kritik af den rene fornuft, omhandlende såvel kritikken af den rene fornuft såvel som den rene fornufts kritik af sig selv. Det marxske kapitalbegreb kritikken af den politiske økonomi (Kritik af den politiske økonomi) handler ligeledes om at kritisere kapital(ism)en, men også om på systematisk vis at kort- og blotlægge kapitalens kritik af sig selv.
Bevægelse og stilstand
Den varme masse er i bevægelse. Man rives med. Den aktive masse er politisk farlig. Den er uberegnelig og eksplosiv. Man ved ikke, hvad der skal ske. Den kan bryde ud i vold; men den kan også ændre stivnede systemer. Massen kan både krystalliseres som pøbel og som folk – som fodboldtilskuere og som demonstrerende. Den kendes i mange udgaver. Fascisterne, nazisterne og kommunisterne spekulerede i at sætte dens energier i skred. Fagbevægelsen kæmpede for arbejdermassens rettigheder. Massen tog form af et fysisk konvent i de tidlige massesamfund. At være en del af den varme masse er en nøgle at forstå den nære før-nutids moderne psykopolitiske rum, fremhæver Sloterdijk. Hitler formåede at invitere de søgende masser til en »hypnotiske messe«, til en fusion mellem masse og fører. »Hadets showmaster« kanaliserede massens frustrationer. Grovheder, vulgariteter og en systematisk syndebukkeretorik beredte vejen for det, der viste sig at skulle blev endnu værre.
Den kolde masse ser fjernsyn, laver lørdagskylling og læser tilbudsaviser fra Netto. Man er en del af massen uden rigtigt at se de andre. Massen er ikke længere en fysisk ansamling af mennesker. Masseindividualismen giver Sloterdijk en spydig og spiddende formulering med på vejen: Enhver er lige meget værd i sin værdiløshed. Hvor der før var identitet, er der nu indifferens. De overfladiske forskelle menneskene imellem gør imidlertid ingen forskel. Den kolde masse er et råstof for det mediale herredømme, som få ønsker sig; men alle bliver en del af. Massen vil ikke bryde op fra sine træge rutiner. Helst vil den faktisk slet ikke bevæge sig. Den er absolut ikke impulsiv og besidder intet revolutionært potentiale. Den vil ikke skabe eller skrive kollektiv historie. Den kolde masse hader undtagelsesmennesket, eliten og ’klogeågen’. Der er ikke længere brug for genial tænkning, gedigne øvelser, oparbejdet visdom, knofedt eller grundighed, siger den ansigtsløse kulturkæmper. Den kolde masse kan også tage form af ufrivillige og momentane forsamlinger af bilister i køerne på motorvejene eller ved kasserne i shopping-centrene. Hér tydes de andre som irriterende forhindringer for den frie bevægelighed.
Sloterdijk idealiserer bestemt ikke massen som en pøbel i aktion, der som bekendt kan skabe vold, selvtægt og forhåne de(t) afvigende. Snarere sætter han fokus på den apatiske masse uden ambitioner og skildrer, hvorledes massen, der tidligere kom i hænderne på det nazistiske regimes effektive propagandaapparat, nu nærmere er kommet under indflydelse af en allestedsnærværende underholdnings- og fornedrelsesindustri. Den moderne masse er syg efter underholdning og ønsker sig flere TV-programmer, men ikke én fører.
Ingen vinger og ingen steder at flyve hen
Hvor Jean Baudrillard tydede den kolde masses ironisk-forføreriske potentiale i den i Danmark meget læste og citerede 1980’er tekst »De tavse flertals skygge« (trykt i antologien Implosion og forførelse, 1984), ser Sloterdijk alene denne som en levende død ansamling af slappe og punkterede engle. Vinge- og udvejsløse eksistenser uden eksistens.
Tyskeren beskriver en skammelig forfaldshistorie, franskmanden leverer en syrlig kritik af allehånde masseoplysningsivrige og masseopdragelseslystne projekter, som bekymrede intellektuelle og statsagenter måtte inkarnere og have i ærmerne. Men det betyder på ingen måde, at Sloterdijk føler sig fristet til at føre sig frem som en selvbevidst og samfundsopbyggelig masseopdrager.
Derimod filosoferes der på kulturkritisk grundlag over massen, som mange tænkere før Sloterdijk har prøvet på at begribe. Ikke mindst Elias Canettis med værket Masse og magt, forfatterens ungdomserfaring fra justitsbygningens brand i 1927, hvor han pludselig befandt sig i massen og som en del af denne: »Jeg blev en del af massen«, tolkes som en uforglemmelig erindring om den ophidsede kollektive kinetik, der satte sig i Canettis egen krop og i hans tænkning.
»Pludselig var der sort af mennesker …«, skriver Canetti, som Sloterdijk citerer fra bogens start. Canetti udfolder en »masseåndens fænomenologi«, samtidig med at han ikke lægger skjul på, at massekrystallisationen har en regressiv karakter, og at indskrivningen i distanceløsheden og den allestedsnærværende ligheds-og-udjævnings-påtvingelse fylder ham med et dybt ubehag og auguriske for-varsler om frygtelige handlingers komme. Opløbsmassen lever af viljen til udladning, skriver Sloterdijk i sin karakteristik af Canettis oplevelser og analyse. At være en del af en masse tilhører teoretisk set analysen af »det moderne psykopolitiske rum«, hvori ingen synes at være mere eller bedre end andre.
Masse og medrevethed kunne hans hovedværk lige så godt have heddet. Det tyske ord for medrevethed, Mitgerissenheit er et onomatopoietikon, der er udstyret med en herlig flænsende, fængende og smittende hørbar klang. Canetti begrebsliggjorde ambivalensen ved at være revet med i og omgivet af masserne og understregede samtidig de kropslige, følelsesmæssige og intellektuelle dimensioner af at blive massificeret.
I dag skal massen måske mere tænkes som et flydende end som et fysisk »konvent«, skriver Sloterdijk. Som forbruger individualiseres man »uden at se de andre«, der også blot sidder der foran skærmen og glor. Vor tids masseindividualisme står pivåben for allehånde typer totalitære herredømmeprocesser. »Den postmoderne masse er en masse uden potentialer, en sum af mikroanarkismer og ensomheder«, der hverken kan eller vil lave og skabe store fortællinger.
Sloterdijk foretager en noget heftig sammenligning mellem nazi-Tyskland med nutidens samfund: Hvor der før var førere at følge, handlinger og »physis«, er der nu programmer at se, mediekonsum og elektriske signaler. Tyskerne er blevet en nation af tilskuere. Før blev »folket« kittet sammen ideologisk, på én gang truet og truende og organiseret, disciplineret og voldsparat – nu samles det i kommunikationsintensive affekt-masseindividualiserings-mønstre og sofaer.
Vertikaldifferensens forsvinden
Sloterdijk prøver på at forstå, hvorfor massen på én gang foragter og foragtes. I det moderne samfund nedbrydes gamle tiders statiske vertikalitet til fordel for en dynamisk horisontalitet. Hierarkitænkningen tydes som modernitetens fjende. Den står i vejen for den »nødvendige sociale ventilation». Og da både Gud og naturen afsløres som konstruktioner, står vejen åben for, at det selvgode og pragmatiske menneske kan fremture under devisen: Det er nødvendigt at være en opbyggelig del af folket. Sloterdijk udtrykker det med en skævvreden rimbaudsk formulering: »Det gælder om at være absolut socialdemokrat (»Il faut être absolutement socialdémocrate«).
Det senmoderne menneske savner tilsyneladende intet. Det er en systemsat borger uden alternativer. Sloterdijk kalder bortfaldet af vertikaldifferensen mellem mennesker for utålelig, uundgåelig og ubærlig. Når forskellen mellem høj og lav kultur forsvinder, står begge tilbage som åbne sår, skriver han.
Hegel analyserede det sociale som en anerkendelseskamp. I bogens andet og længste kapitel skildres, hvorledes det 19. og 20. århundredes nationalstater kan forstås som massemedialt styrede eksperimenter for den kollektive formgivning af selvagtelse og selvforædling (»Selbsterhöhung«). Men prisen for at være en national undersåt, et subjekt (jf. det franske ord: sujet) er en på én gang ’fornuftig’ og foragtelig selvunderkastelse. Menneskene gøres ens, samtidig med at alle højere magtlag er bange for massens potentielle had og magt, skriver Sloterdijk i en sociologiserende politisk filosofisk samtale, der griber tilbage til Thomas Hobbes og Max Weber, men også har vågent øje og åbent øre for le Bon og Tarde.
Felttoget mod den indre adel
Den moderne stat benytter sig af egaliseringsprocedurer og går imod fornemheden. Adelen tilintetgøres teoretisk af en antropologiserende egalitarisme (og en dertil hørende udbredelse af demokratiske tanker) og ideal-praktisk via den franske revolution, guillotineringer og efterfølgende annekteringer. »I dag begynder det sidste felttog mod adelen … det føres i sjælene selv«, skrev filosoffen Karl Jaspers i 1931, i Die geistige Situation der Zeit (Tidens åndelige situation; ikke oversat til dansk), der gjorde sig tanker om den åndelige situation i en tid, domineret af fascistiske misgerninger og uhyggelige massemobiliseringer i et Tyskland, der ikke længere tillod kritisk tænkning, der kunne hæve sig over regimets massenivelleringstiltag. Åndsadelige blev udråbt og forfulgt som åndsskadelige.
Dette mentalitetspolitiske tyranni genfinder Sloterdijk på alle niveauer i år 2000. Den egalitære affekt kobles til en plebejisk og småborgerlig narcissisme, skriver han. Samfundet er blevet funktionelt differentieret (den systemteoretiske sociolog Niklas Luhmann citeres), og adelen synes både at være overflødig og anstødelig. Sloterdijk finder, at bortfalder af forskelle er livsfarligt for et samfund, der efterhånden kun vil hylde »sociale konstruktioner« og evige stridende interpretationer. Alt er nivelleret bort: geni, visdom, natur, køn, kunst, kvalitet, det hellige, Gud etcetera. »Genius go home!«, lyder feltråbet, til tider højlydt, men oftere lavmælt. Massernes stiltiende ordløse hvisken. Masserne véd besked og væmmes, når eliten og undtagelsesmennesket fremturer.
I et nivelleret og nivellerende samfund gælder det principielt om at holde sig på midten – at være en god masseundersåt, at glide ind i den borgerlige normalitet. Nutidens historie kan nu, iflg. Sloterdijk fortolkes som underordnede gruppers opstande mod at være blevet foragtede eller ikke at være blevet beagtede i det sociale spil. Megen samfundsmæssig og politisk dynamik samles i disse figurer: Hvis de foragtede masser ikke blot nøjes med at indoptage magthavernes foragt, men selv begynder at foragte de vilkår, de er underkastet, kan det således hænde, at proletarerne kan samle sig til kamp. Men i år 2000 er det forsvindende få mennesker i massesamfundet, der ønsker at forstå sig selv som proletarer. Klassekamp er blevet et krævende ord, der lugter af gamle dage.
Nietzsches fortælling er som bekendt en anden: ressentiment og egen svaghed slår om i en foragt for de stærke. Det eliteforagtende, udjævnende og ansigtsløse »man-diktatur« (»Niemanns-Diktatur«) kritiseres efterfølgende af Heidegger, og som læser mærker man en ikke ringe Sloterdijk-faible for disse tanker fra hans to yndlingsfilosoffer Ikke mindst når Nietzsche priser undtagelsesmennesket, og bondefilosoffen fra Schwarzwald skriver om det urbane normalmenneskes tabte jordforbindelse og massemenneskets indædte had mod skabende og frie måder at eksistere og leve på i Einführung in die Metaphysik fra 1929.
Sloterdijk spotter dem, der i dag vil »likvidere talent- og naturadelen«, og som sætter demokratiet over kunsten og filosofien. Massekulturens ’projekt’ er anti-nietzscheansk i dag: »Dets maksime hedder omvurdering af alle værdier som en forvandling af enhver form for vertikaldifferens til horisontaldifferens« – eller: »Hvor identitet var, skal indifferensen være, det er, hvad den differente indifferens i virkeligheden siger.«
Den polært udspændte formulering ’different indifferens’ er martrende præcis, tankevækkende og meget ubehagelig. Forskelle ligegyldiggøres og fladmases i det moderne massesamfund. Fra alle sider lyder det som bekendt, at vi skal gøre en forskel; men denne talemåde truer med at blive selvnegerende og at blive tømt for semantisk kraft, hvis – eller når – det viser sig, at de højtbesungne forskelle og forskelsmarkører absolut ingen forskel gør. Kritiske marxister taler om substansindifferens, når næsten alt kan gøres til varer og udstyres med en pris. Kultur- og uddannelseskritikere taler om et ufravigeligt dannelsestab, når ’læringsmasserne’ (dvs. horderne af uddannelsessøgende) tvinges og/eller føler sig kaldet til at producere pseudoforskelle på kommando i form af såkaldt frit valgte problemformuleringer og hovedværkssvage litteraturlister – ivrigt akkompagneret af lækre PowerPoints. Med en oxymoron: Der hersker en tvang til frihed, men den ene opgave ligner den anden i metermål.
Beundringsøvelser
»Det, der har været disponibelt materiale, skal blive fri form …«. Således har den nyere tids oplysningsemancipatoriske og opdragelsesantropologiske feltråb gjaldet – og det er blevet gentaget og sunget utallige gange siden, hvad enten det måtte dreje sig om at producere varer, bygge huse og broer eller forme menneskematerialet. Men her er det Sloterdijks slidstærke pointe, at denne storladne drøm om den fornuftige ånds bemægtigelse af stoffet er blegnet til ukendelighed. »Substansens udvikling som subjekt fuldbyrdes lettere i Hegels prosa end i de moderne metropolers gader og forstæder«.
Alle har menneskerettigheder efter 1948; de udstyrer alle med privilegier og »værdighed«. I dette ord kondenseres et paradoks ifølge Sloterdijk. Alle har menneskeværdighed – alle må derfor se op til alle andre. Ingen er radikalt forskellig – alle er jo blevet født. Han spidsformulerer sin pointe på en facon, der dekonstruerer og udfordrer en falsk lighedsforestilling: »Mennesket har den vertikale differens i sig selv«. Dermed kommer ranking og social konkurrence til at afløse faste Guds- eller naturgivne hierarkier. Den demokratiske massenivellering er en principiel vuggegave, som alle og enhver udstyres med around the Globe, selvom det må sandes, at det bestemt ikke er alle mennesker, der lever i velfungerende demokratier.
Samtidig eksisterer der et intenst had mod de(t) anderledes og for det meste og for de fleste en manglende lyst til at konfrontere og udfordre »massen i os selv«. Som kontrast sporer Sloterdijk et spinkelt håb på bogens sidste side: Kultur og kunst kan i normativ forstand og i glimt have held til at vende sig imod den totalitære masses selvros og indifferente dovenskab. Han trækker her på en klassisk form for kairologisk tænkning: dét rette øjeblik og den fyldte tid prises, jf. kairos.
Det er absolut ikke for ingenting, at man mærker to resonanskasser for Masse og foragt. Den ene er Theodor W. Adorno og Max Horkheimers nyklassiker Dialektik der Aufklärung (1944), der spidder og begrebsliggør oplysningens selvødelæggelse og fornuftens instrumentalisering. Den anden er Adornos posthumt udgivne hovedværks defensorat for en kunstens og kunsttækningens kritiske sensibilitet og modstandskraft Ästhetische Theorie (1970). Intakte klangfigurer klinger med. Sloterdijk har lyttet til de to værkers virkningshistorie.
De kritiske teoretikere fra den første generation, Frankfurterskolens urfædre, fastholdt, at det grundige begrebslige arbejde og en uforsonlig kritik af den positivistiske videnskabs falske forestilling om neutralitet var en betingelse for at modvirke en fordummende massificering af både menneske, handling og tanke.
Med sine elegant malende tanker om, at vi må anstrenge os og berede os på at dyrke beundringsøvelser, når vi møder stor kunst, der kommer til udtryk på de sidste sider af Masse og foragt, synes Sloterdijk at foregribe sit øvelsesantropologiske hovedværk Du mußt dein Leben ändern. Über Anthropotechnik (Du må ændre dit liv. Om antropoteknik; ikke oversat til dansk), der udkom i 2009: »Objektrelateret beundring yder … asyl for det talent, som vi ikke ligner. Den er en frivillig lidelse ved værker, vi ikke selv formåede at frembringe, om vi så havde seksogtredive liv.«
I 2007 udgiver Sloterdijk en kunstteoretisk antologi med blandede bolsjer af egen avl under titlen: Der ästhetische Imperativ. Schriften zur Kunst. Filosofinørden var næppe ene om at bemærke, at Immanuel Kants etiske grunddiktum for den praktisk filosofi Det kategoriske imperativ, her blev turneret på en ny, stilbevidst og drillende facon, der måske kan parafraseres sådan her: Handl efter den maksime, at du ikke nøjes med at kigge på kunstværkerne for at blive beruset af deres skønhed, men lær’ at beundre kunstværkernes sfæriske kvaliteter som vertikale opstigningsmuligheder, der momentant sætter dig fri af massenivelleringens pløre.
Masse og foragt 2.0?
Den lille tynde bog Masse og foragt kiler sig ind midt imellem og ikke mindst illustrerende pointerne i de digre værker Sphären I + II (1998, 1999 – de to sfærebind er ikke oversat til dansk) skildrende nutidsmassens placering i det horisontale rum, der tabte sin sociale og kosmiske vertikalitet. »Filosofferne har kun smigret verden på forskellig vis; det kommer an på at provokere den«, skriver han med afsæt i en hjemmerørt og kreativ improvisation over Marx’ ellevte tese om Feuerbach.
Som filosofisk etos fastholder Sloterdijk, at det drejer sig om at turde at lade sig inficere af farlige substanser, dvs. at indlade sig på højlydt at eksperimentere med lidet-tilpassede og kættersk-antikonventionelle tanker. At være menneske er at være i gang med en livslang anden fødsel – delvist med sig selv ved roret.
Styrken ved Sloterdijks perspektiv er, at Masse og foragt med fænomenologisk og samtidsdiagnostisk flair skitserer, hvordan det moderne menneske, hvad enten det vil det eller ej, kommer til at glider ind og ud af flygtige ’kolde’ og ’varme’ masse’fællesskaber’ på sin vej gennem livet. Snarere end at udpege, hypostasere og personificere bestemte grupper af mennesker som inkarnerende massen i sig selv (an sich) skænker Sloterdijks de lydhøre og læsende teorifreaks et sensitivt filosofiske og sociologisk massevokabular. Hvem har ikke prøvet at befinde sig i en situation, hvor det har været nærmest umuligt at skelne foragt fra selvforagt? Og kan vi være helt sikre på, at vi altid klart formår at sætte vores egen masseværen (dvs. den ontologiske dimension) på begreb (dvs. at befæste den epistemologiske dimension)?1
På tysk hedder genstand Gegenstand. Ordret vil sige, at objektet for vores tænkning står os imod. Genstanden gør simpelthen modstand mod at blive begrebet forsimplet. Objektet er ikke servilt og fiksérbart. Hvad masser er og gør er under alle omstændigheder svævende og komplekse fænomener.
Et kvart århundrede efter udgivelsen af Sloterdijks bog kan det være svært ikke at komme til at tyde de kortåndede og nationalpopulistiske strømninger i folket som særdeles triste masseudtryk. En påfaldende tendens i vores tid er også, at kunst og tænkning forfladiges. De antiintellektuelle strømninger akkompagneres af en udbredt idealisering af normalmennesket, der ikke stikker næsen for langt frem.
Åbne spørgsmål trænger sig på: Var det varme masser, der stormede Kongressen 6. januar 2021, og gav den valgdetroniserede Trumps ophidsede udladninger mindelser om genkomsten af en ny inkarnation af »hadets showmaster« fra 1930’erne? Er det mon kolde eller varme masser, der vil blive sendt krig i den nye omsiggribende europæiske oprustningstid? Det er ikke mindst sådanne spørgsmål, der i den bedste af alle verdener må få Sloterdijk til tasterne for at skrive en to’er.
Hvor Sloterdijk kortlagde og udstillede den organiserede forladthed og ensomhed, massemennesket oplevede som slutbruger af énvejskommunikerende produkter ved årtusindskiftet, må vi i dag spørge, om massemenneskerne ikke netop er uhyre optaget af hinanden og dybt afhængige af likes og gensidig opmærksomhed. Mobiltelefoner er ikke kun passive modtagere; de er også livsvigtige signalgivere for milliarder af massemennesker. Brugerne bekræfter til overmål over for hinanden, at de er i live i deres Gleichwesenlosigkeit.
Det tog Jürgen Habermas 60 år at nytænke og gennemskrive sin offentlighedsteori fra 1962: Borgerlig offentlighed (Strukturwandel der Öffentlichkeit). I 2022 udkom den ukueligt produktive 93-årige forfatters bog: Den nye borgerlige offentlighed. Strukturændringer og deliberativ politik (Ein neuer Strukturwandel der Öffentlichkeit und die deliberative Politik). Med samme sindige kadence kommer vi til at vente til 2060, hvor den 113-årige Sloterdijk barsler med en ny, provokerende og tankeinciterende masseteori.
- For en filosofisk refleksion over den fundamentale og uforsonlige ikke-identitet mellem ontologi og epistemologi, se SNL: »A Critical Essay on the Exercise of Critique. On the Impossibility of Reconciling Ontology and Epistemology« i: Danish Yearbook of Philosophy, Volume 51, Issue 1 (2018). ↩︎
Steen Nepper Larsen (f. 1958) er forfatter, kritiker og lektor i utdannelsesvitenskap ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Siste utgivelse: Evalueringsfeber og evidensjagt (Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg 2022).